Hvordan kan man IKKE elske Mew? Lige nu sidder jeg i min klasse, jeg har tysk og min lærer er syg, og hvad kunne være bedre at bruge tiden på (Udover det grammatik vi er blevet bedt om at lave, selvfølgelig) end at lytte til noget af Mew''s storslåede musik? Jeg sidder lige nu og hører deres fjerde album, And The Glasshanded Kites, som efter min mening er et af deres mest karakteristiske albums. Pladen indeholder bla. Special og The Zookeeper's Boy, som nok er to af deres mest kendte numre. Men sange som pladens to sidste numre White Lips Kissed og Louise Louisa, viser i høj grad hvilken intensitet og smuk lyd, Mew er så fantastiske til at frembringe. Overgangene mellem sangene er flydende, og slutningen på den ene sang, overlapper let, men flot det næste nummer, hvilket ikke giver os lov til helt at få vejret, før næste sang starter, hvilket gør det at lytte til albummet til en intens oplevelse. Jonas Bjerres lyse vokal, giver Mew en unik og anderledes lyd, som kun de færreste kunstnere kan leve op til, og Silas Graaes skæve trommerytmer, gør musikken særpræget, og giver en en fornemmelse af, ikke at vide hvad der venter rundt om hjørnet. Musikken fører en frem af snørklede, snoede stier, men man går trygt med, med øjnene lukkede, hjertet bankende i samme skæve rytmer som trommerne, og en sukkende fornemmelse af at være helt alene med musikken, uden at være ensom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar