Hendes far blev enormt forskrækket. Et hjerte, der slog et slag over. Greb kartonen og kiggede forvildet på billedet. Både min veninde og jeg så på ham. Farven, der forsvandt fra ansigtet. Drengen på kartonen smilede et ægte Harry Potter-smil. Med et snedigt blik i øjnene. Det næste sekund var han rolig igen. Farven, der vendte tilbage. Det var noget, med nogle der var forsvundet, og noget med Amerika. Der har de savnede børn på mælken. Hver dag et nyt barn. Hver dag en grædende mor, en grædende far. Her var det vist bare en materiel ting, der gjorde drengen vældig fornøjet. Der blev jeg bevidst om en verden, jeg ikke tilhører. Hendes far hældte mælk fra kartonen op i glasset og nynnede en munter melodi. Mælken skvulpede i glasset i en våd, plaskende, øresønderrivende lyd. Jeg kunne lugte makrel. Jeg fik kvalme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar